FORSIDE - DANMARK - USA - VERDEN - AUDIO  - SPOTLIGHT - TV GUIDE - KALENDER - DIVERSE - SLAGSNAK 

Chikara King of Trios 2009
10. Juni 2009
af
Bo Foght



En af de store begivenheder for Chikara er King of Trios turneringen der afholdes i starten af hvert år og har været afholdt siden 2007. I år var der deltagelse af 16 hold og dermed 48 wrestlers. Der var prominente navne i blandt såsom Austin Aries, Bryan Danielson, Al Snow, Claudio Castagnoli, Johnny Saint, Jorge ”Skayde” Rivera, Necro Butcher, Glacier og selvfølgelig en stor andel af Chikara rosteren. Turneringen var delt op i tre aftener. Første aften bestod af otte trios kampe som alle var del af turneringen, mens der anden aften var fire kvartfinaler (+bonuskampe) og på finaleaftenen var der både semifinaler og finalen (+ bonuskampe). Herunder følger en gennemgang af første aftens otte førsterundekampe (og især de deltagende hold) samt højdepunkter fra de følgende to aftener.

King of Trios – Night 1

Team EPIC WAR (Austin Aries, Tony Kozina & Ryan Drago) vs. The First Family (Arik Cannon, Ryan Cruz & Darrin Corbin)

Første kamp i første runde bød på en vaskeægte INDY SUPERSTAR~! i Austin Aries. I modsætning til Ring of Honor var han her babyface – til stor fortrydelse for hans holdkammerater der var ret trætte af at han fedtede for publikum. Tony Kozina og Ryan Drago er fra vestkysten og optræder i en promotion der netop hedder Epic War Pro Wrestling. The First Family er så vidt jeg ved ofte at finde på IWA-MS shows. Ryan Cruz vandt kampen for First Family da han pinnede Ryan Drago.

The Osirian Portal (Amasis, Ophidian & Escorpion Egipcio) vs. Team PWG (El Generico, Matt Jackson & Nick Jackson)

Selvom PWG hører hjemme på vestkysten i USA, så var de ret populære her i Philadelphia. Det var dog ikke nok til at besejre tag team mestrene Amasis og Ophidian der havde fået hjælp fra den maskerede kæmpe, Escorpion Egipcio.

The Roughnecks (Eddie Kingston, Brodie Lee & Grizzly Redwood) vs. Team Uppercut (Bryan Danielson, Claudio Castagnoli & Dave Taylor)

DREAM TEAM TIME! Team Uppercut var et af de teams jeg havde set mest frem til at se. De skuffede heller ikke og tog sejren efter Claudio Castagnoli gav Grizzly Redwood et big swing på 100 (ja hundred) omdrejninger hvorefter Bryan Danielson satte Cattle Mutilation på den stakkels rundtossede Redwood. Forvent en kamp med mange uppercuts.

Team CZW (Pinkie Sanchez, Greg Excellent & Beef Wellington) vs. Da Soul Touchaz (Marshe Rockett, Willie Richardson & Trauma)

Da Soul Touchaz var ret ukendte for mig, men de hører åbenbart hjemme I IWA-MS hvilket forklarer hvorfor jeg ikke kender dem. De var ret populære eftersom de havde klaret sig godt i denne turnering året før. Til stor glæde for publikum gik de videre i denne kamp.

F.I.S.T. (Gran Akuma, Chuck Taylor & Icarus) vs. Death Match Kings (Necro Butcher, Toby
Klein & Brain Damage)

F.I.S.T. er en af de tre store heel stables i Chikara sammen med Unstable og Osirian Portal. The Death Match Kings gjorde deres bedste for at tage sejren i denne kamp ved at gøre kampen til et stort brawl. Men F.I.S.T. viste hvorfor de er snedige heels og vandt kampen.

The Future Is Now (Lince Dorado, Equinox & Helios) vs. Team DDT (Kota Ibushi, KUDO & Michael Nakazawa)

Chikara havde flottet sig til denne turnering og fløjet tre japanske wrestlere fra DDT promotionen ind. De var RIGTIG populære blandt publikum og gjorde i denne kamp en god figur. Kota Ibushi viste sig især som en wrestler man bør holde øje med fremover. Babyface gruppen, The Future Is Now var helt sikkert IKKE populære efter de besejrede DDT og blev buh’et ud af den tidligere ECW Arena.

Incoherence (Hallowicked, Frightmare & Delirious) vs. Masters of a Thousand Holds (Mike Quackenbush, Jorge “Skayde” Rivera & Johnny Saint)

Hallowicked er en af de wrestlere der har været længst tid i Chikara og skulle selvfølgelig også deltage i King of Trios i år. Med sig havde han en ”mini-udgave” af sig selv i Frightmare samt hans maskerede makker Delirious. Delirious er kendt fra mange andre indy-promotions deriblandt også ROH hvor Hallowicked ligeledes har haft nogle kampe. Publikum var dog ikke så interesseret i disse tre, men mere i den britiske legende Johnny Saint der som 66-årig skulle wrestle sin første kamp i USA nogensinde. Han var vanvittigt meget over i denne kamp – det var nok kun DDT gutterne der var mere over denne dag. Kampen udviklede sig til en teknisk catch-as-catch-can (som Jim Ross ville sige det) kamp hvor Johnny Saint især brillerede. Det blev også den ældre herre der tog sejren med et schoolboy rollup.

The Unstable (Vin Gerard, STIGMA & Colin Delaney) vs. The Cold Front (Al Snow, Glacier & D-Lo Brown (afløser for Iceberg)

Før denne kamp kunne gå igang skulle der trækkes lod om hvem der skulle afløse Iceberg. De første tre lodder der blev trukket ud var henholdsvis Avatar, Shinobi og Leif Cassidy (der alle tre er Al Snow personligheder). Derefter blev der udtrukket et par andre der desværre ikke var til stede (bl.a. Amazing Red) mens man til sidst fik fundet frem til at D-Lo Brown skulle afløse Iceberg – en erstatning man egentlig kun kan være tilfreds med, selvom han vel egentlig ikke passer så godt ind i ”Cold Front” temaet. Unstable har længe været top-heel stable i Chikara med Vin Gerard som Youn Lions Cup vinder og Colin Delaney som den ”Extremely Cute Wrestler” der tidligere har optrådt i ECW i ”the big leagues”. Det blev også heelgruppen der tog sejren og i processen fik de gjort godt og grundigt grin med D-Lo hvilket nu har ført til en feud mellem dem.

Slut på night 1! Vi fik en del udmærket wrestling og hvis man har en interesse i turneringen bør man ikke gå glip af den – selvom night 2 og 3 er bedre.

King of Trios – Night 2

Anden runde af King of Trios foregik allerede næste aften. Der var dog også plads til andre kampe da der jo kun var fire turneringskampe.

Samtidig var der også en anden turnering i gang. Chikara afholder også en turnering for singles wrestlere der hedder Rey De Voladores der betyder noget i retning af ”King Of Highfliers”. Turneringen starter med to 4-way elimination kampe hvor vinderne af de to kampe mødes til en finale til tredje aften af King of Trios. I den første af kampene mødtes Player Dos, Austin Aries, Fire Ant og Matt Jackson. Player Dos er en videospils-inspireret karakter, Fire Ant er en af myrerne fra The Colony mens Matt Jackson er medlem af det meget hypede tag-team; Young Bucks. Austin Aries kender de fleste. Til forskel fra hans kamp aftenen før, var han nu heel. Kommentatorerne forklarede det med at han havde haft en dårlig nat på hotellet – hvilket er det mest logiske og realistiske heel turn i wrestling nogensinde. Det hele endte med at Player Dos tog sejren i kampen.

Senere på aftenen skulle Player Dos’ modstander findes i en ny elimination kamp. Her mødtes DDTs Kota Ibushi, Jigsaw, Nick Jackson (det andet medlem af Young Bucks) samt El Generico der er kendt fra ROH. Dette var en forrygende kamp. Det udviklede sig til den bedste kamp i hele turneringen og det var også den kamp hvor publikum var allervildest (hvilket vel siger en hel del når showet foregik i Philadelphia). Publikumsfavoritten var Kota Ibushi men efter denne kamp tror jeg publikum havde været glade, uanset hvem der tog sejren. Men det endte dog med at Ibushi tog sejren og skal derfor møde Player Dos næste aften.

Der var også et to andre kampe der ikke var en del af turneringen. Først fik vi en tagkamp mellem medlemmer af en promotion ved navn Lethal Wrestling Alliance. Hvis det var meningen at det skulle være reklame for deres promotion, så virkede det ikke efter hensigten da det var en rædselsfuld dårlig kamp. Senere skulle Twiggy og Player Uno mødes om Inter Species Wrestling titlen som var lidt bedre, men bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Player Uno forsvarede titlen i denne kamp.

I kvartfinalerne mødtes først F.I.S.T.(Gran Akuma, Chuck Taylor & Icarus) og The First Family (Arik Cannon, Ryan Cruz & Darrin Corbin). Her var det heelgruppen F.I.S.T. der endte som vindere. Senere mødtes The Future Is Now den egyptisk inspirerede gruppe The Osirian Portal. De tre unge gutter fra The Future Is Now tog her sejren, men ligesom aftenen før, var de ikke særlig populære vindere. I den næstsidste af kvartfinalerne mødtes The Unstable og de populære gutter fra Da Soul Touchaz. Igen måtte den mere populære gruppe forlade turneringen, da The Unstable endte med sejren.

Aftenens main event var den sidste kvartfinale som var mellem de to mest populære hold der var tilbage i turneringen: Claudio Castagnoli, Bryan Danielson og Dave Taylor der gik under navnet Team Uppercut som skulle dyste mod The Masters of a Thousand Holds som bestod af Mike Quackenbush, Jorge ”Skayde” Rivera og Johnny Saint. Det udviklede sig til en rigtig fed kamp som trak langt ud (over en halv time) og dermed gav alle seks deltagere mulighed for at vise sig fra deres bedste side. Det var helt klart den næstbedste kamp over alle tre shows. Claudio Castagnoli tog sejren for sit hold da han pinnede Quackenbush efter en Avalanche Ricola Bomb.

King of Trios – Night 3

På tredje aften af King of Trios skulle semifinalerne og finalen selvfølgelig afvikles. Den første finaledeltager blev Team Uppercut efter de besejrede The Unstable. Deres modstander blev heelsene fra F.I.S.T. der besejrede The Future is Now.

Aftenen bestod også af en tag team gauntlet kamp som var alt alt for lang. Hele 43 minutter skulle der gå før vi var kommet igennem alle deltagende hold. Blandt deltagerne var hold som The Young Bucks, Team Epic War (Tony Kozina & Ryan Drago), Saturday Night Slam Masters (Player Uno & Player Dos), Da Soul Touchaz m.fl. De to sidste hold endte med at være Mike Quackenbush med Jigsaw og Brodie Lee og Grizzly Redwood. Det sluttede med at Quackenbush og Jigsaw tog sejren hvilket betyder at de har point nok til at udfordre tag team mestrene.

De førnævnte tag team mestre kom også i kamp denne aften. Dog var det ikke i kamp om deres bælter men i en 4vs4 kamp. Amasis og Ophidian havde nemlig fået selskab af Michael Nakazawa og KUDO fra DDT. De fire skulle møde Fire Ant, Soldier Ant, Darrin Corbin og Ryan Cruz. Selvom Amasis, Ophidian og de to DDT wrestlere var heels, så var de mere populære og blev også hyldet for deres sejr.

Kota Ibushi var dog nok den mest populære DDT wrestler og i hans finalekamp mod Player Dos havde han også publikum bag sig da han endte med at tage sejren og titlen som Rey De Voladores. Før denne kamp havde Austin Aries og Eddie Kingston også haft en kamp. Den var ikke videre interessant men endte med en lidt overraskende sejr til Kingston.
Titlen som King of Trios skulle afgøres mellem det populære Team Uppercut og de knap så populære F.I.S.T. Det blev til en lidt skuffende finalekamp – både pga. resultatet men kampen levede heller ikke op til de kampe der har været tidligere i turneringen. Det blev selvfølgelig ”hjemmeholdet” F.I.S.T. der tog sejren og kan dermed retmæssigt kalde sig den stærkeste stable i Chikara pt.

Alt i alt var det en udmærket turnering. Hvis man ikke er bekendt med Chikaras produkt kan jeg kun anbefale det. Det kræver dog nok at man ser det med et åbent sind, da det ikke er alle der vil bryde sig om deres stil. Men hvis du har det fint med lucha libre inspireret wrestling, krydret med en del comedy og halvbizarre karakterer så giv det en chance. Men hvis du er puro-mark og KUN kan lide superseriøs wrestling, så er det nok ikke noget for dig. Denne turnering vil være et udmærket sted at starte da man får et indblik i mange af de karakterer der er faste bestanddele af Chikara mens man også får et godt indblik i wrestling stilen. Samtidig er kommentatorerne også gode til at fortælle om de storylines der foregår i øjeblikket.

Hvis du kun har råd til at se en af aftenerne i King of Trios så vælg Night 2. Det er selvfølgelig ærgerligt ikke at få hele turneringen med og især ikke afslutningen, men Night 2 har helt klart de bedste kampe i hele turneringen i form af den ene Rey De Voladores kamp samt main eventen.
 
Menu 
Oversigt 



  Om Slagmark Annoncer Jobs Links  Kontakt 2008-2009 Slagmark.com. All Rights Reserved.